Grå sensommer i København. Selv om vejret er vådt, er cykelturen ind til kontoret et af dagens højdepunkter, hvor jeg selv bestemmer tempoet, lydsporet og niveauet af opmærksomhed. Jeg har et møde med min chef om en opgave, som jeg har givet et bud på, og jeg er bekymret for, at han beder mig lave det om. Jeg har to andre opgaver, som SKAL fikses i dag. Plus jeg skal hente barnet, for manden har kunder. Og nå at købe rugbrød til barnets madpakke i morgen. Og hente rensegrej til mine kontaktlinser. Min vejrtrækning sidder oppe i brystet, og klokken er ikke engang 9.00. “Det er kun et job. Det er kun et job. Det er kun et job”. Men det er ikke kun jobbet. Det er summen af dagens samlede pitstops, der presser, og jeg har svært ved at overskue endnu en dag i det åbne kontorlandskab, hvor jeg er nødt til at bruge kræfter på at ligne en succes for at føle mig tilpas blandt mine 14 kolleger.

Cykelstien er som sædvanligt fyldt med masser af andre sprintere. Et vejarbejde leder os alle ned mod havnen, og vi er tvunget til at sænke farten. På havnefronten får jeg fart på igen, men pludselig har mit forhjul kantet sig ned i en gammel jernbaneskinne, som ligger skjult i asfalten. Jeg kan ikke dreje cyklen op igen. Alt sker lynhurtigt, og jeg har så meget fart på, at jeg ryger på hovedet af cyklen. “Cykelhjelm”, tænker jeg, for den ligger hjemme i garagen, men jeg formår i stedet at tage fra med hele højre side af kroppen. Bang. Jeg bliver liggende i asfalten et øjeblik, for jeg kan mærke, at jeg er mørbanket. Men samtidig kan jeg også mærke en spirende lettelse og – helt skørt – et lille smil på min læbe. For uanset hvad, kan jeg nok ikke møde ind på kontoret i dag. Og da jeg får rejst mig op og ser, at min højre lillefinger bløder og sidder vinkelret ind over håndryggen, kan jeg hurtigt regne ud, at jeg nok heller ikke møder ind i morgen eller i overmorgen.

En ung fyr er stået af sin cykel og iler mig til undsætning. Han hjælper mig på benene og kigger på min finger og mit forslåede knæ, som kommer til syne gennem hullerne i mine strømpebukser. Han spørger, om jeg er ok, og om jeg har slået hovedet. Jeg har det fint, siger jeg og stikker ham vist et lidt for stort smil, for han kigger forvirret på mig. “Er du sikker?”, spørger han, “for det var lidt af et styrt”. Jeg forsikrer ham om, at jeg er helt ok (faktisk bedre end længe), og han cykler hovedrystende videre ud i morgentrafikken, mens jeg humper rundt på Kalvebod Brygge og samler mine ting op. Dernæst ringer jeg til kontoret, så efter en taxa og til sidst til manden. Vi aftaler at mødes på skadestuen.

Morgentrafikken er gået helt i stå på havnen. I de stillestående biler sidder folk bag vinduesviskerne, på vej til arbejde. Mange taler i telefon eller kigger på deres skærme og udnytter tiden, mens de sidder fast i hver deres lille boble. Jeg kigger på min højre hånd. Den gør faktisk ikke særligt ondt, men den ser heller ikke frisk ud. Synet af den forvredne finger giver mig kvalme, og jeg kan nu mærke, at udover min hånd og mit knæ er min skulder og venstre hånd også ofre for dagens styrt. Det ødelægger dog ikke min nærmest barnagtige glæde ved udsigten til flere dage på sofaen, helt alene, uden arbejde, uden kolleger, uden barn, uden mand.

Manden er allerede ankommet til hospitalet. Mens han hjælper mig ud af taxaen, får han det samme forvirrede blik i øjnene, som min mandlige hjælper på havnen, da han hører mig småsludre med chaufføren.

“Hvad er der sket?”, spørger han og kigger på mine hullede strømpebukser.

“Jeg styrtede på cyklen”, smågriner jeg og holder kækt min blodige, forvredne hånd i vejret. “Så nu skal jeg hjem og ligge på sofaen”.

“Du gjorde det ikke med vilje, vel?”. Han kigger undersøgende på mig.

“Nej, helt ærligt, hvor langt ude tror du, jeg er”, siger jeg og forsøger at spille fornærmet.

“Undskyld, men jeg var nødt til at spørge”, siger han tørt, mens han tager min skævvredne cykel ned af taxaen og parkerer den foran skadestuen.

Da vi en time senere går ud fra hospitalet, er han mindre skeptisk. Lægen har effektivt fjernet smilet fra mit ansigt, da han i tre forsøg satte min brækkede lillefinger på plads. Men ugen på sofaen kan han ikke røre.