Ulvetime. I dag mere end sædvanligt, for manden er på opgave i Jylland, og rutinerne er overladt til mig. Barnet har haft en fin dag i vuggestuen, han er glad og leger i stuen med fem liter blandet DUPLO, som vi sammen har hældt ud på stuegulvet. Klokken er tæt på spisetid, og mit blodsukker er som sædvanligt tæt på bunden, mens jeg koncentrerer mig om at orkestrere aftensmaden. Tre gryder på komfuret. Hakkede tomater på køkkenbordet. Beskidte morgenmadstallerkener i vasken. Jeg har styr på det.

Jeg vender mig mod hylden med tallerkener og skal til at dække bord, da et højt skrig pludselig skærer gennem den blide boblen fra gryderne. Jeg bliver iskold indeni og løber de tre skridt ind i stuen, hvor jeg finder barnet siddende foran radiatoren. Den grønne plastickurv, hvor DUPLO-klodserne normalt bor, ligger om fødderne på ham, og blodet løber ned over hans venstre øre. Han kigger på mig med chok i øjnene og skriger alt, hvad han kan. Jeg løber hen til ham og løfter ham forsigtigt ind til mig, mens jeg forsøger at se, hvor dyb flængen i hans hoved er. Det er mig, der skal bevare roen. Jeg skal vise, at vi har styr på det. At alt bliver helt okay igen snart. Men blodet løber fra barnets lille hoved. Pasta og broccoli koger over på komfuret, og både manden og bilen er i Jylland. Jeg har ikke styr på det.

Med barnet på armen går jeg tilbage til køkkenet. Jeg slukker for kogepladerne og skubber resolut tomater, skærebræt og grøntsagsknive til side, så han kan sidde i øjenhøjde med mig på køkkenbordet. Han græder stadig, lidt mindre nu, og jeg sætter ham ned, mens jeg smiler kærligt til ham, men da han ser blodet dryppe fra sit hoved ned på min arm, skriger han igen sin forskrækkelse ud. Jeg finder hurtigt en vaskeklud, vrider den op i koldt vand og lægger den på hans hoved, mens jeg holder ham ind til mig og langsomt vugger ham fra side til side. Jeg kan mærke hans lille krop ryste ude af takt med den voldsomme gråd. Min lille dreng er såret, og jeg kan ikke få det til at gå væk.

Jeg fortæller ham roligt, at vi er nødt til at tage på hospitalet for at få en læge til at lukke hullet i hans hoved. For det er de nemlig gode til. Denne information er åbenbart interessant, for hans gråd aftager, og han gør sig fri af mit favntag. Med et spørgende blik ser han på mig – hvordan kan lægen lukke hullet?

Mens vi taler om alle de måder, man kan lukke et hul på, får jeg barnet i støvler og flyverdragt, pakket figenstænger, kiks og frugt, som må gøre det ud for aftensmad, og arrangeret ham i klapvognen med et tæppe og vaskekluden under huen. Sneen ligger knæhøj i hele kvarteret, pyntet med et helt friskt lag frost, så at cykle de to kilometer til hospitalet er ingen mulighed.  

På vejen underholder jeg med den sandfærdige historie om dengang, jeg huggede mig selv i benet med en økse. Lige under knæet. Brændestykket væltede, og øksen fortsatte ind i knoglen og satte sig fast, så en voksen måtte rykke den ud af benet. Jeg var 11 år, på spejderlejr i Nordjylland og gav min mor et chok, da jeg ringede hjem og fortalte, at jeg havde hugget mig selv med en økse. Jeg lover at vise ham arret, når vi kommer hjem.

Vi tjekker ind på skadestuen og tager plads i venteværelset. Rundt omkring os sidder andre sårede fra ulvetimen. En mand i kedeldragt med en stor, sjusket forbinding om den venstre hånd. En ung pige med hudafskrabninger i ansigtet, hullede træningsbukser og en blodig flænge ved hårgrænsen. En lidt større dreng på skødet af sin mor med det ene ben på en stol. Han har ingen sko på den løftede fod, og han gemmer sit ansigt i sin mors skulder, mens han forsøger at undertrykke en klynken. Flere børn græder i venteværelset, nogle har ondt, andre er trætte.

Klokken er langt over spisetid. Det er mange timer siden, jeg spiste frokost på kontoret, og jeg bemærker, at jeg er både svimmel og nu har fået hovedpine. Jeg finder en pakke kiks og bananer frem, og barnet og jeg pakker provianten ud og stiller den værste sult. Mens vi spiser, går dørene i forhallen pludselig op, og gennem glasvæggen fra venteværelset kan vi se tre ambulancefolk småløbe ind med en båre. En velvoksen arm hænger halvt udover båren. Der er plamager af blod på de hvide klæder.

Jeg bliver utilpas ved synet og forsøger at skærme barnets udsyn ved at læne mig ind over ham. Men han skubber mig væk og ser interesseret ud i forhallen efter ambulancefolkene, som for længst er forsvundet med den blodige mand på båren. Så vender han tilbage til sin kiks og fordyber sig veltilfreds i skadestuens store fladskærm.

Efter halvanden time i venteværelset bliver vi kaldt ind til en sygeplejerske. Hun spørger barnet, hvad der er sket, og mens jeg hjælper ham med at fortælle om DUPLO-kurven, der væltede med ham, så han faldt ind i radiatoren, vasker hun ham i hårbunden. Hun forklarer ham, at han har lavet et meget fint hul, der heldigvis ikke kræver sting, men som skal limes. Hun finder tingene frem, mens han kravler op på briksen, og hun tager en limstift ud af et skab og giver ham. “Den her kender du godt, ik’?”, spørger hun ham, og han kigger vantro på hende, mens han rækker ud efter limstiften. “Det er næsten sådan én, jeg skal lime dig med”, siger sygeplejersken, “og du ved jo godt, at man skal gøre sig umage, når man limer fine ting sammen, så jeg er lige nødt til at røre ved dit sår, så jeg er sikker på, at det bliver godt, ok?”. Barnet nikker stille og stirrer paralyseret på den velkendte limfidus i sin hånd, og mens jeg tager hans anden hånd og foreslår, at vi klipper og klistrer snemænd i weekenden, klemmer sygeplejersken ubemærket barnets sår sammen og limer det. “Du er godt nok en dygtig én”, udbryder hun efterfølgende, og så er hullet lukket.

Barnet vakler stolt ud af skadestuen med limstiften i hånden og et stort plaster i håret. Jeg arrangerer ham i klapvognen og putter tæppet omkring ham. Vi går hjemad i stilhed. Det er begyndt at sne, stille og blødt, og vi er de eneste mennesker på gaden. Alle sidder hjemme og spiser nu eller putter deres børn, tænker jeg og mærker, at musklerne i min nakke og mine skuldre løsner sig.

“Det var hyggeligt at være på tur, mor”, siger barnet pludselig nede fra klapvognen, og jeg gennemstrømmes af varme.

Da vi triller ind i indkørslen, tikker en sms ind i min lomme. Det er fra manden: “Hey søde. Jeg er færdig for i dag. Har I styr på det derhjemme?”

Ja. Vi har styr på det.