“Åh, du er simpelthen så sej. Du har tjek på det hele – barn, mand, karriere”. To tidligere kolleger konkluderer på min “siden sidst”-debrief med højlydte suk. Vi er til fyraftensarrangement på en overfyldt, dunkel bar i indre by. Det er et dejligt gensyn med de to dygtige kvinder midt i tyverne, men vores gensidige opdateringer gør mig utilpas. Her står jeg med en bekostelig G&T i den ene hånd og min Mulberry Elgin i den anden, midt imellem 40 andre ambitiøse mennesker, der har forladt kontoret med computeren under armen til fordel for timer med drinks og netværk, før den igen står på arbejde. Jeg kan mærke et par svedperler på vej ned af min rygsøjle. Her er alt for mange mennesker, og de står alt for tæt på. Den skarpe gin har givet mig halsbrand, og jeg husker mig selv på morgenens plan om at forlade selskabet så tidligt som muligt. Jeg ser på mine to eks-kolleger. De tænker, at jeg har styr på det hele. At mit liv er misundelsesværdigt. Hvad er det, de tror, de spejler sig i?

En uge tidligere fik jeg mit første angstanfald. Fullblown, på dørtærsklen til kontoret og med bevidstheden om endnu en dag i det åbne kontorlandskab. Med 16 kolleger, jeg ikke vil kunne undgå at forholde mig til. Høre, se, mærke, lugte.

Jeg har netop parkeret cyklen og går hen mod opgangen, mens jeg leder efter nøglen i min taske. På et splitsekund vælter gråden pludselig ud af mig, og alt hamrer i min krop. Jeg står midt på et fortov på Østerbro, ryster helt ude af kontrol og skiftevis klynker og gisper højlydt. Min vejrtrækning sidder helt oppe i struben, for der er ikke noget hulrum at trække vejret ned i. Alt kører rundt i cirkler omkring mig. Jeg får bugseret mig om i en sidegade mellem to høje ejendomme, væk fra morgenmylderet. Det er så voldsomt, det der sker med mig, at jeg ikke kan fokusere på andet end min skælvende krop. Jeg sætter mig på en trappesten, mens jeg forsøger at undertrykke min jamren. Jeg griber fast i et gelænder, som mod forventning står stille, og jeg klemmer så hårdt, jeg kan. Bag de mange vinduer i ejendommene fornemmer jeg, at ansigter holder øje med mig, hænder peger på mig. Jeg slår blikket ned på gaden. Jeg bliver til en sten under risten på trappestenen. Jeg er et sandkorn mellem brostenene. Jeg er sikker på, at jeg mister forstanden.

Før angsten brød igennem overfladen, havde jeg dagligt lyst til at stikke af. Ikke på den storbyferie-agtige måde med manden i hånden på et fly mod et kærlighedspusterum. Eller som Huckleberry Finn, der flygter ud i den store, spændende verden fra et liv uden kærlighed og mening. Hver dag i mere end et år havde jeg lyst til at stikke af fra den lille og den store dreng, som jeg elsker ømt og inderligt. Fra nærheden, fra kys, fra kærtegn, fra treenigheden, fra den opmærksomhed, der er påkrævet i et liv med barn og mand. I et liv tæt på andre.

Når jeg cyklede i byen, ønskede jeg bare at kunne blive ved med at trille, stoppe for rødt, køre for grønt, langt væk, under skyerne og uden at skulle forholde mig til andet end rødt og grønt. Når jeg var i nærheden af Hovedbanegården, trak jeg ubevidst vejret hurtigere, og metroen var længe et synonym med lufthavnen og en gateway ud i verden.

Og hver dag var jeg på nakken af mig selv over, hvor utaknemmelig og forkælet jeg er. For jeg har den store pakke: Et lidenskabeligt og ukompliceret ægteskab med en kreativ, smuk og rummelig mand; en harmonisk søn fuld af glæde, spilopper og kompetencer; dejlige, skøre og loyale venner; et prestigefyldt job, jeg er god til; og jeg har ovenikøbet en vellidt, positiv karakter.

Men jeg trivedes ikke.

Flugttankerne pressede mere og mere på, men jeg fortalte ikke manden, hvordan jeg havde det. Jeg kunne ikke. Det var alt for sårbart. Hvad skulle vi stille op med vores familieliv? Jeg betroede mig i stedet til min mor og få venner, men det var nærmest umuligt at danne sætninger, der meningsfuldt forklarede, hvordan jeg havde det. Jeg var frustreret. Jeg skammede mig. Det var ikke i orden at have det sådan. Det var ikke okay at ville stikke af fra et familieliv, der var så vellykket. Jeg var samtidig ved at sprække af sorg over, at noget så fint, kunne føles så forkert. Veninderne lyttede og omfavnede, men jeg kunne se, at det var svært at forstå mig. Jeg var på egen hånd.

En ven gav mig nøgler til sin lejlighed, som jeg kunne bruge, når han var ude af byen. Men jeg kom der aldrig: Jeg kunne ikke formulere, hvad jeg skulle sige til manden. I stedet stak jeg af til Malmø, men for første gang i mit liv gjorde timer alene intet godt. Jeg var ensom på hotelværelset, og jeg forstod, at noget havde ændret sig indeni. Jeg var ulykkelig. Jeg kunne ikke finde ud af at være i det liv, jeg selv havde bedt om. Det ændrede ingenting at stikke af i to dage. Eller for altid. Jeg var nødt til at finde ud af at være i mit liv med mine to drenge.

Det var rigtigt, at jeg uden at se mig tilbage havde valgt præcis det job, jeg havde lyst til. Men timingen var forkert, og jeg havde fået langt mere, end jeg havde brug for. Med de spændende opgaver fulgte lange arbejdsdage og store forventninger til min indsats – alt i mens jeg stadig bevægede mig søgende rundt på et stort, uberørt område, hvor jeg endnu ikke havde sat foden ned. Jeg var nødt til at turde sige højt, at jeg havde brug for plads. At sådan en mor er jeg. Og sådan en hustru. Jeg har brug for plads for at trives med et barn og en mand helt tæt på. Det pragtfulde familieliv med kram og nærvær slider på mig. Sådan er jeg. Også. Hvordan kan vi arrangere os ud af det?

Hjemvendt fra Malmø rammer jeg bunden på fortovet foran kontoret. Dagen efter står jeg uden for apoteket med en lille papæske i hånden med en hvid label: “Tine Skovmøller – imod angst”. Jeg kan ikke holde tårerne tilbage. Det er vildt grænseoverskridende. Lægen har overbevist mig om, at jeg ikke er sindssyg og heller ikke på vej til at miste forstanden. Men jeg har meget svært ved at få denne voldsomme og pludselige skrøbelighed til at passe ind i mit selvbillede. Jeg er robust, jeg er stærk, jeg er udholdende. Det har jeg altid været. Hvordan kan et menneske rumme to så store modpoler? Jeg aner det ikke, men ikke desto mindre er det mig. Jeg er ikke lige som min mor eller mine veninder. Og jeg er ingen succes. Men jeg ved, at det bliver bedre herfra.