Til julefrokost i virksomheden er jeg havnet ved et bord med lutter kvindelige kolleger. Afdelingen er ny, og vi kender ikke hinanden særligt godt, men mange af de store linjer er blevet udvekslet de sidste måneder ved kaffemaskinen – beskæftigelse, børn og bopæl. Min ene kollega, som har tre børn, går derfor hurtigt i gang med at massere mig og min yngre sidemand, der netop er vendt tilbage fra barsel.
“Nå, hvornår skal I så have én mere?”, spørger hun med et drilsk smil og læner sig ind over bordet imod os.
“Jeg skal ikke have flere”, siger jeg uden at uddybe og prøver at lægge emnet ned, før vi kommer i gang. Det er på ingen måde mit yndlingstema. Kollegaen ved siden af slår blikket ned uden at sige noget.
“Ej, du skal da have én til”, fortsætter tre-børns moderen. “De har så meget glæde af hinanden!”
“Det kan godt være, men jeg vil også gerne have lidt glæde af min mand”, svarer jeg og smiler bredt, som om jeg kun mener det i sjov. Det gør jeg ikke. Min sidemand er stadig tavs.
“I skal jo bare få dem i rap, så er det snart overstået. Og de passer jo hinanden”, bliver vores erfarne kollega ved. Hun kører ufortrødent på, og jeg fornemmer, at jeg er nødt til at tilbyde noget mere substantielt for at bremse hendes kampagne.
“Jeg har aldrig forestillet mig børn i mit liv, så jeg synes faktisk, at det er en stor mundfuld”, siger jeg og får venlige blikke fra de ældre kvinder rundt om bordet for min ærlighed. Men det stopper ikke tre-børns moderen. Tværtimod virker det som om, samtalen nu bliver anderledes interessant for hende.
“Men det er jo bare, fordi du har alt for meget tid til at tænke på dig selv, når du kun har et barn”, konkluderer hun selvsikkert. “Du skal bare kaste dig ind i kampen og overgive dig. Børn er den ultimative kærlighed. Hvad så med dig?”. Tre-børns moderen kigger insisterende på min tavse sidemand.
“Jeg får ikke flere”, siger hun kort.
“Nej, men hvad pokker sker der?”, himler tre-børns kollegaen nu op og ser rundt på de øvrige kvinder ved bordet for at hente opbakning.
“Er det virkelig det, vi har fået ud af at sende kvinderne på arbejdsmarkedet? Vi er nødt til at lave nogle flere børn, ik’?”, siger hun henvendt til min sidemand og giver hendes arm et klem som for at understrege, at de står sammen om at producere næste generation.
“Jeg kan faktisk ikke få børn”, svarer min sidemand stille. “Vi har prøvet at få børn i otte år, og det har simpelthen været så hårdt. Lægerne ved ikke, hvordan vi har kunnet lave Linea, så vi er bare lykkelige over, at vi har fået hende”.
Så er julefrokosten skudt i gang. Med den rituelle klodskasseleg, hvor selskabets forvirrende kompleksitet reduceres ved, at alle placeres i et snævert udvalg af kendte skabeloner, der gør det let og smertefrit at være sammen. Et udvalg, hvor kvinder glider nemt og ubesværet ned i klodskassens mørke mor-hul. Undtagen dem, der ikke gør, og som derfor ufrivilligt udfordrer.

Modsat Lineas mor har jeg selv valgt, men det var ikke et let valg. Ikke fordi jeg gerne ville have flere børn. Det har jeg aldrig haft lyst til. Men der må jo være en god grund til, at børnehavebørn leger “far, mor og børn“. Det var i lang tid min pisk: Er det ikke synd for ham at vokse op uden en søster eller bror? Kender jeg overhovedet nogen glade enebørn? Bør vi ikke give ham en legekammerat, som han kan nyde sin barndom med?

Kvinder er mødre, og mænd går til fodbold. Sådan er det i kantinen, til familiefest hos onkel Bent og over køledisken i supermarkedet. Så er alting meget lettere – ikke mindst den gratis rådgivning:

“Det er meget nemmere at have to, for så kan de lege sammen” (samtlige vennepar med flere børn)
“Det er da synd for ham, at han skal være enebarn” (kvinde fra mødregruppen).
“Det er da egoistisk kun at få et barn” (tante Karen på mandens side).
“Samfundet har jo brug for arbejdskraft” (mandlig kollega først i tyverne).
“Det er da skønt og kvindeligt at være mor” (mandlig bekendt).
“Når I laver så smukke børn, skal I da have flere” (mandens mandlige kollega med to børn).
“Nu I er i gang, kan I lige så godt blive ved” (svigermor). 

(Fyld selv ud)

———————————————————————————————————————
———————————————————————————————————————
———————————————————————————————————————