Tag-arkiv: barsel

Barselslektionen

Skriv en kommentar

IMG_3501

“Hvad fanden skete der lige dér?”, spørger min veninde retorisk, da vi drikker en hastig kaffe på vej hjem fra arbejde til vores respektive familier. Hun har samme formiddag overtaget en opgave for en kollega, der netop har sygemeldt sig med en diskusprolaps. Min veninde har i forvejen ansvaret for tre store projekter, skal holde børnefødselsdag for den ældste om to dage, hendes mand er på opgave i udlandet, og hendes hals har gjort ondt i flere uger.

“Jeg sagde egentlig først nej”, siger hun undskyldende, “for jeg synes godt nok, jeg har hænderne fulde derinde, og hele næste uge skal jeg på Management-kursus i Oslo. Det har ledelsen endelig bevilliget. Men det bliver nok lidt svært at prioritere nu”.

“Men var der ikke en anden, der kunne tage opgaven?”, spørger jeg.

“Joo, det var der vel. Men hun (chefen, red.) ville gerne have, at jeg tog den. Den ligger også bedst til mig”, svarer hun.

Hunden er menneskets bedste ven, siger man. Og det er kvinden også, når hun har været på barselsorlov i seks, ti, 12 eller flere måneder og først og fremmest har lært at sætte sine egne behov til side. Og logre hver gang, nogen kaster en bold, for mon ikke vi får en godbid, hvis vi (også) henter den?

Kvinden bærer og nærer barnet i ni måneder. Føder, ammer, holder og nusser, og hendes barselshverdag handler på alle måder om at kaste sin psyke og krop ind i at give barnet en tryg og god start på livet. Og det gør hun selvfølgelig. Det gør mænd selvfølgelig også. Men den store forskel er, at kvinder er langt mere sammen med børnene, når de er spæde, end mænd, fordi kvinden tager markant mere orlov. Derfor bliver hun hurtigt menneskets nye, bedste ven.

Det er en stor udfordring at lære noget helt fra bunden midt i et voksenliv med uanet personlig frihed og den altid bydende mulighed for at dygtiggøre sig til perfektion. Men kvinder går helhjertet til opgaven – ud fra Labrador-logikken: Næsen i sporet og bliv ved, indtil du er færdig.

Under barselsorloven får vi derfor hurtigt skruet os ned i en endeløs spiral af amning, vuggeviser, babysvømning, tøjvask, rytmik, hjemmelavet broccolimos, indkøb, aftensmad til resten af familien og rengøring – som ganske ubemærket fortsætter, når vi er tilbage på jobbet: Nu med madpakker, ekstra regntøj i vuggestuen, ny flyverdragt, forældremøder, “hente før 16.00”-mantraer, børnegymnastik osv.

Min travle veninde har været igennem barselslektionen to gange. Selv om flere ting var lettere anden gang, så har to børn gjort det endnu sværere at løfte næsen op af sporet og puste ud. Tværtimod giver hun den nu fuld skrue. Fordi hun kan. Og hvad gør i øvrigt én opgave fra eller til.

Selv den mest vedholdende hund bliver dog træt på et tidspunkt. Og med næsen så langt nede i sporet, er det mere end svært at være til stede andre steder end i den bløde muld – og dermed på vej henimod næste opgave, som ligger et mulehår længere fremme. Erfaringen viser, at Labrador-logikken desværre ikke er let at lægge fra sig efter mange måneder på barsel. For den er i forvejen en naturlig del af mange kvinders mindset og harmonerer ideelt med den moderne kvindes bestandige stræben efter perfektionisme, hendes konsekvente overvurdering af døgnets timer og den iboende disposition til at tage sig af og bygge rede – der kun forstærkes af, at vi er anderledes fysisk knyttet til vores børn end mænd (uanset hvor svært vi i vores store udrulning af ligestilling har ved at rumme de forskelle, der nu engang er på kvinder og mænd).

At barnet voksede indeni mig, boksede mig i ribbenene og kom ud af min mave mærkede min krop for altid. Når han græder, kan jeg mærke ham helt ind i skelettet, og mit instinkt byder mig at ile ham til undsætning, selv om hans far er tættest på. For min lille hårbold er en del af mig, og graviditeten har modnet mig til at drage omsorg for mit afkom.

Manden og jeg var helt enige om fordelingen af barselsorloven – han har sit eget firma, og jeg var lønmodtager, så det krævede ikke meget overvejelse. Men jeg var ikke forberedt på, at barselslektionen skulle spænde så meget ben for ligestillingen hjemme hos os. Jeg slipper gerne en stor fanfare løs for de seje, moderne fædre, der også kæmper for at få hverdagen til at hænge sammen, knokler på jobbet og går langt for at gøre livet lettere for mødre og børn. Jeg er så ovenud heldig at bo sammen med et pragteksemplar. Deres indsats ændrer dog ikke ved, at det kræver en overordentlig stor indsats af mødre at træde ud af rollen som familiens altoverskyggende primærperson, når vi starter på job igen efter endt barsel – ikke mindst fordi den rolle i bund og grund også er ret komfortabel: Man kan være sikker på, at man hver dag gør en synlig forskel, og især får man lov til at træffe de centrale valg på familiens vegne såsom farven på flyverdragten, og om kagen til forældrearrangementet er købt i Føtex eller hjemmebagt. Men hvis vi ikke løfter snuden op af sporet, kommer barselslektionen også til at diktere rollefordelingen i vores familier, præcis som den gjorde hos vores forældre. Med den store forskel, at vores mødre brugte markant færre timer på både uddannelsen og arbejdsdagen.

Min veninde skal nok klare både børnefødselsdag, arbejdsopgaver og hverdagen hjemme med to børn og en mand i udlandet. For hun er menneskets bedste ven. Som mange andre mødre – der lever i overhængende fare for at ende på Burger King i fucking Fields på deres fødselsdag og blive fejret med en fedtet Whopper med ekstra salat: Bare fordi det var den eneste dag, vi (læs: jeg) kunne nå at købe fodboldstøvler og benskinner til barnets første fodboldtræning. Men det betyder jo i virkeligheden heller ikke så meget. Der er kun et år, til jeg har fødselsdag igen.

S.O.S.

Skriv en kommentar

IMG_1138Ulvetime. I dag mere end sædvanligt, for manden er på opgave i Jylland, og rutinerne er overladt til mig. Barnet har haft en fin dag i vuggestuen, han er glad og leger i stuen med fem liter blandet DUPLO, som vi sammen har hældt ud på stuegulvet. Klokken er tæt på spisetid, og mit blodsukker er som sædvanligt tæt på bunden, mens jeg koncentrerer mig om at orkestrere aftensmaden. Tre gryder på komfuret. Hakkede tomater på køkkenbordet. Beskidte morgenmadstallerkener i vasken. Jeg har styr på det.

Jeg vender mig mod hylden med tallerkener og skal til at dække bord, da et højt skrig pludselig skærer gennem den blide boblen fra gryderne. Jeg bliver iskold indeni og løber de tre skridt ind i stuen, hvor jeg finder barnet siddende foran radiatoren. Den grønne plastickurv, hvor DUPLO-klodserne normalt bor, ligger om fødderne på ham, og blodet løber ned over hans venstre øre. Han kigger på mig med chok i øjnene og skriger alt, hvad han kan. Jeg løber hen til ham og løfter ham forsigtigt ind til mig, mens jeg forsøger at se, hvor dyb flængen i hans hoved er. Det er mig, der skal bevare roen. Jeg skal vise, at vi har styr på det. At alt bliver helt okay igen snart. Men blodet løber fra barnets lille hoved. Pasta og broccoli koger over på komfuret, og både manden og bilen er i Jylland. Jeg har ikke styr på det.

Med barnet på armen går jeg tilbage til køkkenet. Jeg slukker for kogepladerne og skubber resolut tomater, skærebræt og grøntsagsknive til side, så han kan sidde i øjenhøjde med mig på køkkenbordet. Han græder stadig, lidt mindre nu, og jeg sætter ham ned, mens jeg smiler kærligt til ham, men da han ser blodet dryppe fra sit hoved ned på min arm, skriger han igen sin forskrækkelse ud. Jeg finder hurtigt en vaskeklud, vrider den op i koldt vand og lægger den på hans hoved, mens jeg holder ham ind til mig og langsomt vugger ham fra side til side. Jeg kan mærke hans lille krop ryste ude af takt med den voldsomme gråd. Min lille dreng er såret, og jeg kan ikke få det til at gå væk.

Jeg fortæller ham roligt, at vi er nødt til at tage på hospitalet for at få en læge til at lukke hullet i hans hoved. For det er de nemlig gode til. Denne information er åbenbart interessant, for hans gråd aftager, og han gør sig fri af mit favntag. Med et spørgende blik ser han på mig – hvordan kan lægen lukke hullet?

Mens vi taler om alle de måder, man kan lukke et hul på, får jeg barnet i støvler og flyverdragt, pakket figenstænger, kiks og frugt, som må gøre det ud for aftensmad, og arrangeret ham i klapvognen med et tæppe og vaskekluden under huen. Sneen ligger knæhøj i hele kvarteret, pyntet med et helt friskt lag frost, så at cykle de to kilometer til hospitalet er ingen mulighed.  

På vejen underholder jeg med den sandfærdige historie om dengang, jeg huggede mig selv i benet med en økse. Lige under knæet. Brændestykket væltede, og øksen fortsatte ind i knoglen og satte sig fast, så en voksen måtte rykke den ud af benet. Jeg var 11 år, på spejderlejr i Nordjylland og gav min mor et chok, da jeg ringede hjem og fortalte, at jeg havde hugget mig selv med en økse. Jeg lover at vise ham arret, når vi kommer hjem.

Vi tjekker ind på skadestuen og tager plads i venteværelset. Rundt omkring os sidder andre sårede fra ulvetimen. En mand i kedeldragt med en stor, sjusket forbinding om den venstre hånd. En ung pige med hudafskrabninger i ansigtet, hullede træningsbukser og en blodig flænge ved hårgrænsen. En lidt større dreng på skødet af sin mor med det ene ben på en stol. Han har ingen sko på den løftede fod, og han gemmer sit ansigt i sin mors skulder, mens han forsøger at undertrykke en klynken. Flere børn græder i venteværelset, nogle har ondt, andre er trætte.

Klokken er langt over spisetid. Det er mange timer siden, jeg spiste frokost på kontoret, og jeg bemærker, at jeg er både svimmel og nu har fået hovedpine. Jeg finder en pakke kiks og bananer frem, og barnet og jeg pakker provianten ud og stiller den værste sult. Mens vi spiser, går dørene i forhallen pludselig op, og gennem glasvæggen fra venteværelset kan vi se tre ambulancefolk småløbe ind med en båre. En velvoksen arm hænger halvt udover båren. Der er plamager af blod på de hvide klæder.

Jeg bliver utilpas ved synet og forsøger at skærme barnets udsyn ved at læne mig ind over ham. Men han skubber mig væk og ser interesseret ud i forhallen efter ambulancefolkene, som for længst er forsvundet med den blodige mand på båren. Så vender han tilbage til sin kiks og fordyber sig veltilfreds i skadestuens store fladskærm.

Efter halvanden time i venteværelset bliver vi kaldt ind til en sygeplejerske. Hun spørger barnet, hvad der er sket, og mens jeg hjælper ham med at fortælle om DUPLO-kurven, der væltede med ham, så han faldt ind i radiatoren, vasker hun ham i hårbunden. Hun forklarer ham, at han har lavet et meget fint hul, der heldigvis ikke kræver sting, men som skal limes. Hun finder tingene frem, mens han kravler op på briksen, og hun tager en limstift ud af et skab og giver ham. “Den her kender du godt, ik’?”, spørger hun ham, og han kigger vantro på hende, mens han rækker ud efter limstiften. “Det er næsten sådan én, jeg skal lime dig med”, siger sygeplejersken, “og du ved jo godt, at man skal gøre sig umage, når man limer fine ting sammen, så jeg er lige nødt til at røre ved dit sår, så jeg er sikker på, at det bliver godt, ok?”. Barnet nikker stille og stirrer paralyseret på den velkendte limfidus i sin hånd, og mens jeg tager hans anden hånd og foreslår, at vi klipper og klistrer snemænd i weekenden, klemmer sygeplejersken ubemærket barnets sår sammen og limer det. “Du er godt nok en dygtig én”, udbryder hun efterfølgende, og så er hullet lukket.

Barnet vakler stolt ud af skadestuen med limstiften i hånden og et stort plaster i håret. Jeg arrangerer ham i klapvognen og putter tæppet omkring ham. Vi går hjemad i stilhed. Det er begyndt at sne, stille og blødt, og vi er de eneste mennesker på gaden. Alle sidder hjemme og spiser nu eller putter deres børn, tænker jeg og mærker, at musklerne i min nakke og mine skuldre løsner sig.

“Det var hyggeligt at være på tur, mor”, siger barnet pludselig nede fra klapvognen, og jeg gennemstrømmes af varme.

Da vi triller ind i indkørslen, tikker en sms ind i min lomme. Det er fra manden: “Hey søde. Jeg er færdig for i dag. Har I styr på det derhjemme?”

Ja. Vi har styr på det.  

Nyfødt mikrokosmos

_MG_3134Efter fire dage på hospitalet, hvor vi vænner os til størrelsen på vores lille nye hårbold, hans lyde og hans eksistens, er vi tilbage i lejligheden. Og manden er tilbage i sit firma. Barnet og jeg får vores egen hverdag med mange timers amning i sofaen, formiddagslure, bleskift, tøjvask, vandreture på stuegulvet, smil, kys og kram. Jeg elsker ham. Dybt og inderligt. Det kan jeg mærke i hele kroppen. Han er smuk med sin vilde, mørke paryk og blå øjne. Han er nem og sover godt, og han er mild.

Den kommunale invitation til mødregruppe kommer efter en måned. Den har jeg ventet på, for mine venner i nærheden har ikke børn, og jeg glæder mig til at være sammen med kvinder, der forhåbentlig ikke som default snakker om job og karriere. De andre mødre er en samling søde og forskellige kvinder. En af dem er lægestuderende og har (som jeg) allerede nu svært ved at skjule, at hun keder sig lidt. Hun mangler også den daglige fordybelse. En anden kvinde har haft en barsk opvækst, og hendes lille søn er født for tidligt, så hun driver af fin, øm kærlighed til sit nyfødte barn. Den tredje kvinde fødte på halvanden time – “som at smutte en mandel” – og er allerede i gang med babysvømning og ved at arrangere tre uger i Thailand. Kvinde nummer fire er så helt naturlig og uanfægtet af det lille nye liv, at det virker, som om barnet er et mangeårigt vedhæng til hendes hverdag. Og den sidste kvinde i mødregruppen har sin søn snurret ind i en slynge, tæt ind til sin krop, hvor han ligger iført sin stofble de første mange gange, vi er sammen.

Seks kvinder, alle førstegangsfødende, i umiddelbart samme situation. Men vi oplever den helt forskelligt. Det giver heldigvis gode samtaler om bleer, amning, soverytmer og brystbetændelse. Jeg er glad for at kunne dele mine tanker med dem, og det er betryggende at kunne sammenligne barnet med fem andre unger, så jeg får vished om, at vægt, bevægelser, tilknytning og alt det andet er inden for skiven.

Men det er også farligt. Mødregruppen er det første mikrokosmos, hvor jeg forholder mig til min nye rolle som mor. Jeg kigger på de andre kvinder i gruppen og på mødre på gaden, der skubber barnevogne rundt i byen. De ser alle ud som om, de er helt fuldendte. Skidt med, at de ikke får sovet. Det er så hyggeligt at gå hjemme med lillemusen og følge udviklingen. Det er så skønt ikke at skulle på arbejde.

Men jeg er slet ikke dér. Barnet er ikke nok for mig. Det havde jeg egentlig troet, at han ville være. Men jeg er ikke foldet ud som den rette version af mig, som mange kvinder uopfordret giver udtryk for at opleve. Tværtimod føler jeg mig foldet ind. Jeg tager mig af ham, elsker ham, holder ham og holder ham ud. Også når han græder, ikke kan sove, når han kaster op. Det hele. Men jeg kan ikke kende mig selv i de tanker, følelser og aktiviteter, der fylder mig og mine dage. Og jeg bryder mig hverken om dem eller om mig. Jeg trives dårligt med den manglende, afbrudte søvn, og jeg er trist over ikke at kunne gøre andet med min dag end at være mor. Jeg er for udmattet til at læse avisen og for træt til at tænke og skrive to, sammenhængende tanker.

Men mest af alt er jeg skuffet over mig selv. Skuffet over at have fået så skønt og nemt et barn og ikke være taknemmelig, når nu andres børn bliver født faretruende tidligt eller med opslidende kolik. Skuffet over, at jeg ikke hygger mig med at gå hjemme med ham, få hans første smil, kysse ham og i det hele taget slappe af med ham, når manden er nødt til at arbejde for at holde sit firma i gang. Skuffet over, at jeg ikke bare kan VÆRE i det. Være hans mor – og ikke andet. Et øjeblik.

Udefra ser jeg sikkert helt normal ud, men indeni skrider alt. Mine følelser matcher ikke den nye situation, jeg har bragt mig selv i. Jeg lukker ned for dem, for de hjælper mig på ingen måde nu. Men der kommer ikke andre følelser i stedet. Noget i mig er sat i bevægelse, og jeg føler mig ude af stand til at give barnet det gode fra mit indre, som plejer at være der. Og det gør alt for ondt at sætte ord på. Manden er bekymret, og vi bliver enige om, at jeg skal begynde at arbejde igen. Da barnet er seks måneder starter han i vuggestue – og elsker det. Og pædagogerne elsker ham. Han kravler rundt fra rum til rum og pludrer med alle. Tillidsfuld og allerede i gang med verden. Jeg starter på job, ikke af hensyn til karrieren eller efter pres fra chefen. Jeg starter, fordi jeg har brug for det. For at være mig. For at være mor.

Da jeg fortæller kvinderne i mødregruppen, at barnet er startet i institution, får jeg at vide, at det er synd for ham. Det er ikke det rigtige at gøre, kan jeg forstå. Jeg udfordrer barnets sundhed. Men jeg fornemmer, at jeg især udfordrer kvinderne i mødregruppen. Jeg har ret til et helt års barsel, og når jeg ikke udnytter det, sætter jeg spørgsmålstegn ved deres beslutning. Jeg er illoyal over for gruppens fælles projekt.

Men jeg er loyal over for mig selv og over for manden. Og min mor ringer heldigvis fra virkeligheden: “Han går altså ikke i stykker af at være sammen med andre end dig”, trøster hun. “Jeg startede på arbejde igen, da du var seks uger gammel, og det er da gået meget godt, er det ik’?”.

Jo, indtil videre.