Kategoriarkiv: MOR

Stadig på indskiftningsbænken

Skriv en kommentar

cropped-img_0844.jpg

Til julefrokost i virksomheden er jeg havnet ved et bord med lutter kvindelige kolleger. Afdelingen er ny, og vi kender ikke hinanden særligt godt, men mange af de store linjer er blevet udvekslet de sidste måneder ved kaffemaskinen – beskæftigelse, børn og bopæl. Min ene kollega, som har tre børn, går derfor hurtigt i gang med at massere mig og min yngre sidemand, der netop er vendt tilbage fra barsel.
“Nå, hvornår skal I så have én mere?”, spørger hun med et drilsk smil og læner sig ind over bordet imod os.
“Jeg skal ikke have flere”, siger jeg uden at uddybe og prøver at lægge emnet ned, før vi kommer i gang. Det er på ingen måde mit yndlingstema. Kollegaen ved siden af slår blikket ned uden at sige noget.
“Ej, du skal da have én til”, fortsætter tre-børns moderen. “De har så meget glæde af hinanden!”
“Det kan godt være, men jeg vil også gerne have lidt glæde af min mand”, svarer jeg og smiler bredt, som om jeg kun mener det i sjov. Det gør jeg ikke. Min sidemand er stadig tavs.
“I skal jo bare få dem i rap, så er det snart overstået. Og de passer jo hinanden”, bliver vores erfarne kollega ved. Hun kører ufortrødent på, og jeg fornemmer, at jeg er nødt til at tilbyde noget mere substantielt for at bremse hendes kampagne.
“Jeg har aldrig forestillet mig børn i mit liv, så jeg synes faktisk, at det er en stor mundfuld”, siger jeg og får venlige blikke fra de ældre kvinder rundt om bordet for min ærlighed. Men det stopper ikke tre-børns moderen. Tværtimod virker det som om, samtalen nu bliver anderledes interessant for hende.
“Men det er jo bare, fordi du har alt for meget tid til at tænke på dig selv, når du kun har et barn”, konkluderer hun selvsikkert. “Du skal bare kaste dig ind i kampen og overgive dig. Børn er den ultimative kærlighed. Hvad så med dig?”. Tre-børns moderen kigger insisterende på min tavse sidemand.
“Jeg får ikke flere”, siger hun kort.
“Nej, men hvad pokker sker der?”, himler tre-børns kollegaen nu op og ser rundt på de øvrige kvinder ved bordet for at hente opbakning.
“Er det virkelig det, vi har fået ud af at sende kvinderne på arbejdsmarkedet? Vi er nødt til at lave nogle flere børn, ik’?”, siger hun henvendt til min sidemand og giver hendes arm et klem som for at understrege, at de står sammen om at producere næste generation.
“Jeg kan faktisk ikke få børn”, svarer min sidemand stille. “Vi har prøvet at få børn i otte år, og det har simpelthen været så hårdt. Lægerne ved ikke, hvordan vi har kunnet lave Linea, så vi er bare lykkelige over, at vi har fået hende”.

Så er julefrokosten skudt i gang. Med den rituelle klodskasseleg, hvor selskabets forvirrende kompleksitet reduceres ved, at alle placeres i et snævert udvalg af kendte skabeloner, der gør det let og smertefrit at være sammen. Et udvalg, hvor kvinder glider nemt og ubesværet ned i klodskassens mørke mor-hul. Undtagen dem, der ikke gør, og som derfor ufrivilligt udfordrer.
Modsat Lineas mor har jeg selv valgt, men det var ikke et let valg. Ikke fordi jeg gerne ville have flere børn. Det har jeg aldrig haft lyst til. Men der må jo være en god grund til, at børnehavebørn leger “far, mor og børn”. Det var i lang tid min pisk: Er det ikke synd for ham at vokse op uden en søster eller bror? Kender jeg overhovedet nogen glade enebørn? Bør vi ikke give ham en legekammerat, som han kan nyde sin barndom med?
Kvinder er mødre, og mænd går til fodbold. Sådan er det i kantinen, til familiefest hos onkel Bent og over køledisken i supermarkedet. Så er alting meget lettere – ikke mindst den gratis rådgivning:

“Det er meget nemmere at have to, for så kan de lege sammen” (samtlige vennepar med flere børn).
“Det er da synd for ham, at han skal være enebarn” (kvinde fra mødregruppen).
“Det er da egoistisk kun at få et barn” (tante Karen på mandens side).
“Samfundet har jo brug for arbejdskraft” (mandlig kollega først i tyverne).
“Det er da skønt og kvindeligt at være mor” (mandlig bekendt).
“Når I laver så smukke børn, skal I da have flere” (mandens mandlige kollega med to børn).
“Nu I er i gang, kan I lige så godt blive ved” (svigermor).

(Fyld selv ud)

——————————————————————————————————————————————————————————————————————————————————————————

 

 

 

 

Er vi kvinder virkelig så svære at finde ud af, når vi får børn?

IMG_3929

Claus, en gammel bekendt fra folkeskolen, skrev til mig forleden: ”Har lige læst ”MOR” – wow, sikke en bog. Godt nok er jeg en mand, men bogen var meget vedkommende. Jeg har en datter og en søn og er netop blevet skilt (af grunde jeg lige har læst om i din bog)”.
Den havde jeg ikke lige set komme. Kan “MOR” læses som en “Kvinder-der-får-børn for dummies”? Som kærester, ægtefæller og eksmænd kan få noget ud af? Noget kunne tyde på det.
Janus, en cool virksomhedsejer fra mit netværk, skrev også til mig og var begejstret: ”Kan varmt anbefales, også til fædre” – og Maja fra min studietid, som jeg ikke har talt med i årevis, har overtaget ”MOR” fra sin mand, der købte den efter at have hørt mig i Forældreintra på Radio 24syv. Selv flabede René Fredensborg, værten på Forældreintra, sagde i radioen: ”Det, der gør bogen så stærk, er, at Tine tør undlade at passe ind i stereotypen – og samtidig tør skrive om det”.

Hmm. Hvad siger min egen mand egentlig?

”Jeg blev rørt, men også overrasket over, hvor ærlig du er i bogen. Jeg ville gerne have læst den, da vi blev forældre, for du fortalte ikke særligt meget om, hvad der foregik indeni dit hoved”.

Sig noget mere …

”Jeg tror, mænd er glade for din bog, fordi det, de mest hører fra deres kvinder, er irettesættelser og frustrationer.  Så får man skæld ud over en madpakke, der ikke er smurt rigtigt, eller fordi man vil have sex, når barnet endelig sover. Men det handler jo i virkeligheden tit om noget andet for jer, om noget langt mere sårbart, og det vil vi mænd jo faktisk gerne snakke om”.

Okay?

”Og så ville det være fedt, hvis I slappede lidt mere af. Du var så fokuseret på, at vi skulle have kvalitetstid sammen med ham. Du synes, vi skulle lege med ham hele tiden, når vi havde fri. Det var slet ikke afslappende for dig, men ved Gud heller for mig. Det drejede sig kun om Bobs behov – ikke vores – så jeg følte, at jeg skulle præstere en hel masse for at leve op til dine krav. Det var hårdt. Men heldigvis var vi ikke galakser væk fra hinanden. For hvis nærværet også mangler, kan jeg sgu godt forstå, hvis mænd går ud i garagen i stedet for og skruer på et eller andet”.
Tak. Tror jeg nok. Kender du også en mand, der ville blive glad for at høre, hvad der sker på indersiden af den moderne mor? Så giv ham ”MOR”.

Bogforum 2017

Skriv en kommentar

I dag var jeg til Bogforum for at snakke med Leila Stockmarr om min bog “MOR” – og om det svære ved at blive mor og balancere kærligheden til barnet, livet, manden, vennerne, jobbet og alt det andet, der stadig er vigtigt og værdifuldt, selv om man har fået et barn.

 

Barselslektionen

Skriv en kommentar

IMG_3501

“Hvad fanden skete der lige dér?”, spørger min veninde retorisk, da vi drikker en hastig kaffe på vej hjem fra arbejde til vores respektive familier. Hun har samme formiddag overtaget en opgave for en kollega, der netop har sygemeldt sig med en diskusprolaps. Min veninde har i forvejen ansvaret for tre store projekter, skal holde børnefødselsdag for den ældste om to dage, hendes mand er på opgave i udlandet, og hendes hals har gjort ondt i flere uger.

“Jeg sagde egentlig først nej”, siger hun undskyldende, “for jeg synes godt nok, jeg har hænderne fulde derinde, og hele næste uge skal jeg på Management-kursus i Oslo. Det har ledelsen endelig bevilliget. Men det bliver nok lidt svært at prioritere nu”.

“Men var der ikke en anden, der kunne tage opgaven?”, spørger jeg.

“Joo, det var der vel. Men hun (chefen, red.) ville gerne have, at jeg tog den. Den ligger også bedst til mig”, svarer hun.

Hunden er menneskets bedste ven, siger man. Og det er kvinden også, når hun har været på barselsorlov i seks, ti, 12 eller flere måneder og først og fremmest har lært at sætte sine egne behov til side. Og logre hver gang, nogen kaster en bold, for mon ikke vi får en godbid, hvis vi (også) henter den?

Kvinden bærer og nærer barnet i ni måneder. Føder, ammer, holder og nusser, og hendes barselshverdag handler på alle måder om at kaste sin psyke og krop ind i at give barnet en tryg og god start på livet. Og det gør hun selvfølgelig. Det gør mænd selvfølgelig også. Men den store forskel er, at kvinder er langt mere sammen med børnene, når de er spæde, end mænd, fordi kvinden tager markant mere orlov. Derfor bliver hun hurtigt menneskets nye, bedste ven.

Det er en stor udfordring at lære noget helt fra bunden midt i et voksenliv med uanet personlig frihed og den altid bydende mulighed for at dygtiggøre sig til perfektion. Men kvinder går helhjertet til opgaven – ud fra Labrador-logikken: Næsen i sporet og bliv ved, indtil du er færdig.

Under barselsorloven får vi derfor hurtigt skruet os ned i en endeløs spiral af amning, vuggeviser, babysvømning, tøjvask, rytmik, hjemmelavet broccolimos, indkøb, aftensmad til resten af familien og rengøring – som ganske ubemærket fortsætter, når vi er tilbage på jobbet: Nu med madpakker, ekstra regntøj i vuggestuen, ny flyverdragt, forældremøder, “hente før 16.00”-mantraer, børnegymnastik osv.

Min travle veninde har været igennem barselslektionen to gange. Selv om flere ting var lettere anden gang, så har to børn gjort det endnu sværere at løfte næsen op af sporet og puste ud. Tværtimod giver hun den nu fuld skrue. Fordi hun kan. Og hvad gør i øvrigt én opgave fra eller til.

Selv den mest vedholdende hund bliver dog træt på et tidspunkt. Og med næsen så langt nede i sporet, er det mere end svært at være til stede andre steder end i den bløde muld – og dermed på vej henimod næste opgave, som ligger et mulehår længere fremme. Erfaringen viser, at Labrador-logikken desværre ikke er let at lægge fra sig efter mange måneder på barsel. For den er i forvejen en naturlig del af mange kvinders mindset og harmonerer ideelt med den moderne kvindes bestandige stræben efter perfektionisme, hendes konsekvente overvurdering af døgnets timer og den iboende disposition til at tage sig af og bygge rede – der kun forstærkes af, at vi er anderledes fysisk knyttet til vores børn end mænd (uanset hvor svært vi i vores store udrulning af ligestilling har ved at rumme de forskelle, der nu engang er på kvinder og mænd).

At barnet voksede indeni mig, boksede mig i ribbenene og kom ud af min mave mærkede min krop for altid. Når han græder, kan jeg mærke ham helt ind i skelettet, og mit instinkt byder mig at ile ham til undsætning, selv om hans far er tættest på. For min lille hårbold er en del af mig, og graviditeten har modnet mig til at drage omsorg for mit afkom.

Manden og jeg var helt enige om fordelingen af barselsorloven – han har sit eget firma, og jeg var lønmodtager, så det krævede ikke meget overvejelse. Men jeg var ikke forberedt på, at barselslektionen skulle spænde så meget ben for ligestillingen hjemme hos os. Jeg slipper gerne en stor fanfare løs for de seje, moderne fædre, der også kæmper for at få hverdagen til at hænge sammen, knokler på jobbet og går langt for at gøre livet lettere for mødre og børn. Jeg er så ovenud heldig at bo sammen med et pragteksemplar. Deres indsats ændrer dog ikke ved, at det kræver en overordentlig stor indsats af mødre at træde ud af rollen som familiens altoverskyggende primærperson, når vi starter på job igen efter endt barsel – ikke mindst fordi den rolle i bund og grund også er ret komfortabel: Man kan være sikker på, at man hver dag gør en synlig forskel, og især får man lov til at træffe de centrale valg på familiens vegne såsom farven på flyverdragten, og om kagen til forældrearrangementet er købt i Føtex eller hjemmebagt. Men hvis vi ikke løfter snuden op af sporet, kommer barselslektionen også til at diktere rollefordelingen i vores familier, præcis som den gjorde hos vores forældre. Med den store forskel, at vores mødre brugte markant færre timer på både uddannelsen og arbejdsdagen.

Min veninde skal nok klare både børnefødselsdag, arbejdsopgaver og hverdagen hjemme med to børn og en mand i udlandet. For hun er menneskets bedste ven. Som mange andre mødre – der lever i overhængende fare for at ende på Burger King i fucking Fields på deres fødselsdag og blive fejret med en fedtet Whopper med ekstra salat: Bare fordi det var den eneste dag, vi (læs: jeg) kunne nå at købe fodboldstøvler og benskinner til barnets første fodboldtræning. Men det betyder jo i virkeligheden heller ikke så meget. Der er kun et år, til jeg har fødselsdag igen.

S.O.S.

Skriv en kommentar

IMG_1138Ulvetime. I dag mere end sædvanligt, for manden er på opgave i Jylland, og rutinerne er overladt til mig. Barnet har haft en fin dag i vuggestuen, han er glad og leger i stuen med fem liter blandet DUPLO, som vi sammen har hældt ud på stuegulvet. Klokken er tæt på spisetid, og mit blodsukker er som sædvanligt tæt på bunden, mens jeg koncentrerer mig om at orkestrere aftensmaden. Tre gryder på komfuret. Hakkede tomater på køkkenbordet. Beskidte morgenmadstallerkener i vasken. Jeg har styr på det.

Jeg vender mig mod hylden med tallerkener og skal til at dække bord, da et højt skrig pludselig skærer gennem den blide boblen fra gryderne. Jeg bliver iskold indeni og løber de tre skridt ind i stuen, hvor jeg finder barnet siddende foran radiatoren. Den grønne plastickurv, hvor DUPLO-klodserne normalt bor, ligger om fødderne på ham, og blodet løber ned over hans venstre øre. Han kigger på mig med chok i øjnene og skriger alt, hvad han kan. Jeg løber hen til ham og løfter ham forsigtigt ind til mig, mens jeg forsøger at se, hvor dyb flængen i hans hoved er. Det er mig, der skal bevare roen. Jeg skal vise, at vi har styr på det. At alt bliver helt okay igen snart. Men blodet løber fra barnets lille hoved. Pasta og broccoli koger over på komfuret, og både manden og bilen er i Jylland. Jeg har ikke styr på det.

Med barnet på armen går jeg tilbage til køkkenet. Jeg slukker for kogepladerne og skubber resolut tomater, skærebræt og grøntsagsknive til side, så han kan sidde i øjenhøjde med mig på køkkenbordet. Han græder stadig, lidt mindre nu, og jeg sætter ham ned, mens jeg smiler kærligt til ham, men da han ser blodet dryppe fra sit hoved ned på min arm, skriger han igen sin forskrækkelse ud. Jeg finder hurtigt en vaskeklud, vrider den op i koldt vand og lægger den på hans hoved, mens jeg holder ham ind til mig og langsomt vugger ham fra side til side. Jeg kan mærke hans lille krop ryste ude af takt med den voldsomme gråd. Min lille dreng er såret, og jeg kan ikke få det til at gå væk.

Jeg fortæller ham roligt, at vi er nødt til at tage på hospitalet for at få en læge til at lukke hullet i hans hoved. For det er de nemlig gode til. Denne information er åbenbart interessant, for hans gråd aftager, og han gør sig fri af mit favntag. Med et spørgende blik ser han på mig – hvordan kan lægen lukke hullet?

Mens vi taler om alle de måder, man kan lukke et hul på, får jeg barnet i støvler og flyverdragt, pakket figenstænger, kiks og frugt, som må gøre det ud for aftensmad, og arrangeret ham i klapvognen med et tæppe og vaskekluden under huen. Sneen ligger knæhøj i hele kvarteret, pyntet med et helt friskt lag frost, så at cykle de to kilometer til hospitalet er ingen mulighed.  

På vejen underholder jeg med den sandfærdige historie om dengang, jeg huggede mig selv i benet med en økse. Lige under knæet. Brændestykket væltede, og øksen fortsatte ind i knoglen og satte sig fast, så en voksen måtte rykke den ud af benet. Jeg var 11 år, på spejderlejr i Nordjylland og gav min mor et chok, da jeg ringede hjem og fortalte, at jeg havde hugget mig selv med en økse. Jeg lover at vise ham arret, når vi kommer hjem.

Vi tjekker ind på skadestuen og tager plads i venteværelset. Rundt omkring os sidder andre sårede fra ulvetimen. En mand i kedeldragt med en stor, sjusket forbinding om den venstre hånd. En ung pige med hudafskrabninger i ansigtet, hullede træningsbukser og en blodig flænge ved hårgrænsen. En lidt større dreng på skødet af sin mor med det ene ben på en stol. Han har ingen sko på den løftede fod, og han gemmer sit ansigt i sin mors skulder, mens han forsøger at undertrykke en klynken. Flere børn græder i venteværelset, nogle har ondt, andre er trætte.

Klokken er langt over spisetid. Det er mange timer siden, jeg spiste frokost på kontoret, og jeg bemærker, at jeg er både svimmel og nu har fået hovedpine. Jeg finder en pakke kiks og bananer frem, og barnet og jeg pakker provianten ud og stiller den værste sult. Mens vi spiser, går dørene i forhallen pludselig op, og gennem glasvæggen fra venteværelset kan vi se tre ambulancefolk småløbe ind med en båre. En velvoksen arm hænger halvt udover båren. Der er plamager af blod på de hvide klæder.

Jeg bliver utilpas ved synet og forsøger at skærme barnets udsyn ved at læne mig ind over ham. Men han skubber mig væk og ser interesseret ud i forhallen efter ambulancefolkene, som for længst er forsvundet med den blodige mand på båren. Så vender han tilbage til sin kiks og fordyber sig veltilfreds i skadestuens store fladskærm.

Efter halvanden time i venteværelset bliver vi kaldt ind til en sygeplejerske. Hun spørger barnet, hvad der er sket, og mens jeg hjælper ham med at fortælle om DUPLO-kurven, der væltede med ham, så han faldt ind i radiatoren, vasker hun ham i hårbunden. Hun forklarer ham, at han har lavet et meget fint hul, der heldigvis ikke kræver sting, men som skal limes. Hun finder tingene frem, mens han kravler op på briksen, og hun tager en limstift ud af et skab og giver ham. “Den her kender du godt, ik’?”, spørger hun ham, og han kigger vantro på hende, mens han rækker ud efter limstiften. “Det er næsten sådan én, jeg skal lime dig med”, siger sygeplejersken, “og du ved jo godt, at man skal gøre sig umage, når man limer fine ting sammen, så jeg er lige nødt til at røre ved dit sår, så jeg er sikker på, at det bliver godt, ok?”. Barnet nikker stille og stirrer paralyseret på den velkendte limfidus i sin hånd, og mens jeg tager hans anden hånd og foreslår, at vi klipper og klistrer snemænd i weekenden, klemmer sygeplejersken ubemærket barnets sår sammen og limer det. “Du er godt nok en dygtig én”, udbryder hun efterfølgende, og så er hullet lukket.

Barnet vakler stolt ud af skadestuen med limstiften i hånden og et stort plaster i håret. Jeg arrangerer ham i klapvognen og putter tæppet omkring ham. Vi går hjemad i stilhed. Det er begyndt at sne, stille og blødt, og vi er de eneste mennesker på gaden. Alle sidder hjemme og spiser nu eller putter deres børn, tænker jeg og mærker, at musklerne i min nakke og mine skuldre løsner sig.

“Det var hyggeligt at være på tur, mor”, siger barnet pludselig nede fra klapvognen, og jeg gennemstrømmes af varme.

Da vi triller ind i indkørslen, tikker en sms ind i min lomme. Det er fra manden: “Hey søde. Jeg er færdig for i dag. Har I styr på det derhjemme?”

Ja. Vi har styr på det.  

Juhu, jeg bløder

Skriv en kommentar

IMG_0754Grå sensommer i København. Selv om vejret er vådt, er cykelturen ind til kontoret et af dagens højdepunkter, hvor jeg selv bestemmer tempoet, lydsporet og niveauet af opmærksomhed. Jeg har et møde med min chef om en opgave, som jeg har givet et bud på, og jeg er bekymret for, at han beder mig lave det om. Jeg har to andre opgaver, som SKAL fikses i dag. Plus jeg skal hente barnet, for manden har kunder. Og nå at købe rugbrød til barnets madpakke i morgen. Og hente rensegrej til mine kontaktlinser. Min vejrtrækning sidder oppe i brystet, og klokken er ikke engang 9.00. “Det er kun et job. Det er kun et job. Det er kun et job”. Men det er ikke kun jobbet. Det er summen af dagens samlede pitstops, der presser, og jeg har svært ved at overskue endnu en dag i det åbne kontorlandskab, hvor jeg er nødt til at bruge kræfter på at ligne en succes for at føle mig tilpas blandt mine 14 kolleger.

Cykelstien er som sædvanligt fyldt med masser af andre sprintere. Et vejarbejde leder os alle ned mod havnen, og vi er tvunget til at sænke farten. På havnefronten får jeg fart på igen, men pludselig har mit forhjul kantet sig ned i en gammel jernbaneskinne, som ligger skjult i asfalten. Jeg kan ikke dreje cyklen op igen. Alt sker lynhurtigt, og jeg har så meget fart på, at jeg ryger på hovedet af cyklen. “Cykelhjelm”, tænker jeg, for den ligger hjemme i garagen, men jeg formår i stedet at tage fra med hele højre side af kroppen. Bang. Jeg bliver liggende i asfalten et øjeblik, for jeg kan mærke, at jeg er mørbanket. Men samtidig kan jeg også mærke en spirende lettelse og – helt skørt – et lille smil på min læbe. For uanset hvad, kan jeg nok ikke møde ind på kontoret i dag. Og da jeg får rejst mig op og ser, at min højre lillefinger bløder og sidder vinkelret ind over håndryggen, kan jeg hurtigt regne ud, at jeg nok heller ikke møder ind i morgen eller i overmorgen.

En ung fyr er stået af sin cykel og iler mig til undsætning. Han hjælper mig på benene og kigger på min finger og mit forslåede knæ, som kommer til syne gennem hullerne i mine strømpebukser. Han spørger, om jeg er ok, og om jeg har slået hovedet. Jeg har det fint, siger jeg og stikker ham vist et lidt for stort smil, for han kigger forvirret på mig. “Er du sikker?”, spørger han, “for det var lidt af et styrt”. Jeg forsikrer ham om, at jeg er helt ok (faktisk bedre end længe), og han cykler hovedrystende videre ud i morgentrafikken, mens jeg humper rundt på Kalvebod Brygge og samler mine ting op. Dernæst ringer jeg til kontoret, så efter en taxa og til sidst til manden. Vi aftaler at mødes på skadestuen.

Morgentrafikken er gået helt i stå på havnen. I de stillestående biler sidder folk bag vinduesviskerne, på vej til arbejde. Mange taler i telefon eller kigger på deres skærme og udnytter tiden, mens de sidder fast i hver deres lille boble. Jeg kigger på min højre hånd. Den gør faktisk ikke særligt ondt, men den ser heller ikke frisk ud. Synet af den forvredne finger giver mig kvalme, og jeg kan nu mærke, at udover min hånd og mit knæ er min skulder og venstre hånd også ofre for dagens styrt. Det ødelægger dog ikke min nærmest barnagtige glæde ved udsigten til flere dage på sofaen, helt alene, uden arbejde, uden kolleger, uden barn, uden mand.

Manden er allerede ankommet til hospitalet. Mens han hjælper mig ud af taxaen, får han det samme forvirrede blik i øjnene, som min mandlige hjælper på havnen, da han hører mig småsludre med chaufføren.

“Hvad er der sket?”, spørger han og kigger på mine hullede strømpebukser.

“Jeg styrtede på cyklen”, smågriner jeg og holder kækt min blodige, forvredne hånd i vejret. “Så nu skal jeg hjem og ligge på sofaen”.

“Du gjorde det ikke med vilje, vel?”. Han kigger undersøgende på mig.

“Nej, helt ærligt, hvor langt ude tror du, jeg er”, siger jeg og forsøger at spille fornærmet.

“Undskyld, men jeg var nødt til at spørge”, siger han tørt, mens han tager min skævvredne cykel ned af taxaen og parkerer den foran skadestuen.

Da vi en time senere går ud fra hospitalet, er han mindre skeptisk. Lægen har effektivt fjernet smilet fra mit ansigt, da han i tre forsøg satte min brækkede lillefinger på plads. Men ugen på sofaen kan han ikke røre.

Spejl

Skriv en kommentar

IMG_3420

“Åh, du er simpelthen så sej. Du har tjek på det hele – barn, mand, karriere”. To tidligere kolleger konkluderer på min “siden sidst”-debrief med højlydte suk. Vi er til fyraftensarrangement på en overfyldt, dunkel bar i indre by. Det er et dejligt gensyn med de to dygtige kvinder midt i tyverne, men vores gensidige opdateringer gør mig utilpas. Her står jeg med en bekostelig G&T i den ene hånd og min Mulberry Elgin i den anden, midt imellem 40 andre ambitiøse mennesker, der har forladt kontoret med computeren under armen til fordel for timer med drinks og netværk, før den igen står på arbejde. Jeg kan mærke et par svedperler på vej ned af min rygsøjle. Her er alt for mange mennesker, og de står alt for tæt på. Den skarpe gin har givet mig halsbrand, og jeg husker mig selv på morgenens plan om at forlade selskabet så tidligt som muligt. Jeg ser på mine to eks-kolleger. De tænker, at jeg har styr på det hele. At mit liv er misundelsesværdigt. Hvad er det, de tror, de spejler sig i?

En uge tidligere fik jeg mit første angstanfald. Fullblown, på dørtærsklen til kontoret og med bevidstheden om endnu en dag i det åbne kontorlandskab. Med 16 kolleger, jeg ikke vil kunne undgå at forholde mig til. Høre, se, mærke, lugte.

Jeg har netop parkeret cyklen og går hen mod opgangen, mens jeg leder efter nøglen i min taske. På et splitsekund vælter gråden pludselig ud af mig, og alt hamrer i min krop. Jeg står midt på et fortov på Østerbro, ryster helt ude af kontrol og skiftevis klynker og gisper højlydt. Min vejrtrækning sidder helt oppe i struben, for der er ikke noget hulrum at trække vejret ned i. Alt kører rundt i cirkler omkring mig. Jeg får bugseret mig om i en sidegade mellem to høje ejendomme, væk fra morgenmylderet. Det er så voldsomt, det der sker med mig, at jeg ikke kan fokusere på andet end min skælvende krop. Jeg sætter mig på en trappesten, mens jeg forsøger at undertrykke min jamren. Jeg griber fast i et gelænder, som mod forventning står stille, og jeg klemmer så hårdt, jeg kan. Bag de mange vinduer i ejendommene fornemmer jeg, at ansigter holder øje med mig, hænder peger på mig. Jeg slår blikket ned på gaden. Jeg bliver til en sten under risten på trappestenen. Jeg er et sandkorn mellem brostenene. Jeg er sikker på, at jeg mister forstanden.

Før angsten brød igennem overfladen, havde jeg dagligt lyst til at stikke af. Ikke på den storbyferie-agtige måde med manden i hånden på et fly mod et kærlighedspusterum. Eller som Huckleberry Finn, der flygter ud i den store, spændende verden fra et liv uden kærlighed og mening. Hver dag i mere end et år havde jeg lyst til at stikke af fra den lille og den store dreng, som jeg elsker ømt og inderligt. Fra nærheden, fra kys, fra kærtegn, fra treenigheden, fra den opmærksomhed, der er påkrævet i et liv med barn og mand. I et liv tæt på andre.

Når jeg cyklede i byen, ønskede jeg bare at kunne blive ved med at trille, stoppe for rødt, køre for grønt, langt væk, under skyerne og uden at skulle forholde mig til andet end rødt og grønt. Når jeg var i nærheden af Hovedbanegården, trak jeg ubevidst vejret hurtigere, og metroen var længe et synonym med lufthavnen og en gateway ud i verden.

Og hver dag var jeg på nakken af mig selv over, hvor utaknemmelig og forkælet jeg er. For jeg har den store pakke: Et lidenskabeligt og ukompliceret ægteskab med en kreativ, smuk og rummelig mand; en harmonisk søn fuld af glæde, spilopper og kompetencer; dejlige, skøre og loyale venner; et prestigefyldt job, jeg er god til; og jeg har ovenikøbet en vellidt, positiv karakter.

Men jeg trivedes ikke.

Flugttankerne pressede mere og mere på, men jeg fortalte ikke manden, hvordan jeg havde det. Jeg kunne ikke. Det var alt for sårbart. Hvad skulle vi stille op med vores familieliv? Jeg betroede mig i stedet til min mor og få venner, men det var nærmest umuligt at danne sætninger, der meningsfuldt forklarede, hvordan jeg havde det. Jeg var frustreret. Jeg skammede mig. Det var ikke i orden at have det sådan. Det var ikke okay at ville stikke af fra et familieliv, der var så vellykket. Jeg var samtidig ved at sprække af sorg over, at noget så fint, kunne føles så forkert. Veninderne lyttede og omfavnede, men jeg kunne se, at det var svært at forstå mig. Jeg var på egen hånd.

En ven gav mig nøgler til sin lejlighed, som jeg kunne bruge, når han var ude af byen. Men jeg kom der aldrig: Jeg kunne ikke formulere, hvad jeg skulle sige til manden. I stedet stak jeg af til Malmø, men for første gang i mit liv gjorde timer alene intet godt. Jeg var ensom på hotelværelset, og jeg forstod, at noget havde ændret sig indeni. Jeg var ulykkelig. Jeg kunne ikke finde ud af at være i det liv, jeg selv havde bedt om. Det ændrede ingenting at stikke af i to dage. Eller for altid. Jeg var nødt til at finde ud af at være i mit liv med mine to drenge.

Det var rigtigt, at jeg uden at se mig tilbage havde valgt præcis det job, jeg havde lyst til. Men timingen var forkert, og jeg havde fået langt mere, end jeg havde brug for. Med de spændende opgaver fulgte lange arbejdsdage og store forventninger til min indsats – alt i mens jeg stadig bevægede mig søgende rundt på et stort, uberørt område, hvor jeg endnu ikke havde sat foden ned. Jeg var nødt til at turde sige højt, at jeg havde brug for plads. At sådan en mor er jeg. Og sådan en hustru. Jeg har brug for plads for at trives med et barn og en mand helt tæt på. Det pragtfulde familieliv med kram og nærvær slider på mig. Sådan er jeg. Også. Hvordan kan vi arrangere os ud af det?

Hjemvendt fra Malmø rammer jeg bunden på fortovet foran kontoret. Dagen efter står jeg uden for apoteket med en lille papæske i hånden med en hvid label: “Tine Skovmøller – imod angst”. Jeg kan ikke holde tårerne tilbage. Det er vildt grænseoverskridende. Lægen har overbevist mig om, at jeg ikke er sindssyg og heller ikke på vej til at miste forstanden. Men jeg har meget svært ved at få denne voldsomme og pludselige skrøbelighed til at passe ind i mit selvbillede. Jeg er robust, jeg er stærk, jeg er udholdende. Det har jeg altid været. Hvordan kan et menneske rumme to så store modpoler? Jeg aner det ikke, men ikke desto mindre er det mig. Jeg er ikke lige som min mor eller mine veninder. Og jeg er ingen succes. Men jeg ved, at det bliver bedre herfra.

Nyfødt mikrokosmos

_MG_3134Efter fire dage på hospitalet, hvor vi vænner os til størrelsen på vores lille nye hårbold, hans lyde og hans eksistens, er vi tilbage i lejligheden. Og manden er tilbage i sit firma. Barnet og jeg får vores egen hverdag med mange timers amning i sofaen, formiddagslure, bleskift, tøjvask, vandreture på stuegulvet, smil, kys og kram. Jeg elsker ham. Dybt og inderligt. Det kan jeg mærke i hele kroppen. Han er smuk med sin vilde, mørke paryk og blå øjne. Han er nem og sover godt, og han er mild.

Den kommunale invitation til mødregruppe kommer efter en måned. Den har jeg ventet på, for mine venner i nærheden har ikke børn, og jeg glæder mig til at være sammen med kvinder, der forhåbentlig ikke som default snakker om job og karriere. De andre mødre er en samling søde og forskellige kvinder. En af dem er lægestuderende og har (som jeg) allerede nu svært ved at skjule, at hun keder sig lidt. Hun mangler også den daglige fordybelse. En anden kvinde har haft en barsk opvækst, og hendes lille søn er født for tidligt, så hun driver af fin, øm kærlighed til sit nyfødte barn. Den tredje kvinde fødte på halvanden time – “som at smutte en mandel” – og er allerede i gang med babysvømning og ved at arrangere tre uger i Thailand. Kvinde nummer fire er så helt naturlig og uanfægtet af det lille nye liv, at det virker, som om barnet er et mangeårigt vedhæng til hendes hverdag. Og den sidste kvinde i mødregruppen har sin søn snurret ind i en slynge, tæt ind til sin krop, hvor han ligger iført sin stofble de første mange gange, vi er sammen.

Seks kvinder, alle førstegangsfødende, i umiddelbart samme situation. Men vi oplever den helt forskelligt. Det giver heldigvis gode samtaler om bleer, amning, soverytmer og brystbetændelse. Jeg er glad for at kunne dele mine tanker med dem, og det er betryggende at kunne sammenligne barnet med fem andre unger, så jeg får vished om, at vægt, bevægelser, tilknytning og alt det andet er inden for skiven.

Men det er også farligt. Mødregruppen er det første mikrokosmos, hvor jeg forholder mig til min nye rolle som mor. Jeg kigger på de andre kvinder i gruppen og på mødre på gaden, der skubber barnevogne rundt i byen. De ser alle ud som om, de er helt fuldendte. Skidt med, at de ikke får sovet. Det er så hyggeligt at gå hjemme med lillemusen og følge udviklingen. Det er så skønt ikke at skulle på arbejde.

Men jeg er slet ikke dér. Barnet er ikke nok for mig. Det havde jeg egentlig troet, at han ville være. Men jeg er ikke foldet ud som den rette version af mig, som mange kvinder uopfordret giver udtryk for at opleve. Tværtimod føler jeg mig foldet ind. Jeg tager mig af ham, elsker ham, holder ham og holder ham ud. Også når han græder, ikke kan sove, når han kaster op. Det hele. Men jeg kan ikke kende mig selv i de tanker, følelser og aktiviteter, der fylder mig og mine dage. Og jeg bryder mig hverken om dem eller om mig. Jeg trives dårligt med den manglende, afbrudte søvn, og jeg er trist over ikke at kunne gøre andet med min dag end at være mor. Jeg er for udmattet til at læse avisen og for træt til at tænke og skrive to, sammenhængende tanker.

Men mest af alt er jeg skuffet over mig selv. Skuffet over at have fået så skønt og nemt et barn og ikke være taknemmelig, når nu andres børn bliver født faretruende tidligt eller med opslidende kolik. Skuffet over, at jeg ikke hygger mig med at gå hjemme med ham, få hans første smil, kysse ham og i det hele taget slappe af med ham, når manden er nødt til at arbejde for at holde sit firma i gang. Skuffet over, at jeg ikke bare kan VÆRE i det. Være hans mor – og ikke andet. Et øjeblik.

Udefra ser jeg sikkert helt normal ud, men indeni skrider alt. Mine følelser matcher ikke den nye situation, jeg har bragt mig selv i. Jeg lukker ned for dem, for de hjælper mig på ingen måde nu. Men der kommer ikke andre følelser i stedet. Noget i mig er sat i bevægelse, og jeg føler mig ude af stand til at give barnet det gode fra mit indre, som plejer at være der. Og det gør alt for ondt at sætte ord på. Manden er bekymret, og vi bliver enige om, at jeg skal begynde at arbejde igen. Da barnet er seks måneder starter han i vuggestue – og elsker det. Og pædagogerne elsker ham. Han kravler rundt fra rum til rum og pludrer med alle. Tillidsfuld og allerede i gang med verden. Jeg starter på job, ikke af hensyn til karrieren eller efter pres fra chefen. Jeg starter, fordi jeg har brug for det. For at være mig. For at være mor.

Da jeg fortæller kvinderne i mødregruppen, at barnet er startet i institution, får jeg at vide, at det er synd for ham. Det er ikke det rigtige at gøre, kan jeg forstå. Jeg udfordrer barnets sundhed. Men jeg fornemmer, at jeg især udfordrer kvinderne i mødregruppen. Jeg har ret til et helt års barsel, og når jeg ikke udnytter det, sætter jeg spørgsmålstegn ved deres beslutning. Jeg er illoyal over for gruppens fælles projekt.

Men jeg er loyal over for mig selv og over for manden. Og min mor ringer heldigvis fra virkeligheden: “Han går altså ikke i stykker af at være sammen med andre end dig”, trøster hun. “Jeg startede på arbejde igen, da du var seks uger gammel, og det er da gået meget godt, er det ik’?”.

Jo, indtil videre. 

 

Stadig på indskiftningsbænken

Skriv en kommentar

Mor far og barn

Til julefrokost i virksomheden er jeg havnet ved et bord med lutter kvindelige kolleger. Afdelingen er ny, og vi kender ikke hinanden særligt godt, men mange af de store linjer er blevet udvekslet de sidste måneder ved kaffemaskinen – beskæftigelse, børn og bopæl. Min ene kollega, som har tre børn, går derfor hurtigt i gang med at massere mig og min yngre sidemand, der netop er vendt tilbage fra barsel.
“Nå, hvornår skal I så have én mere?”, spørger hun med et drilsk smil og læner sig ind over bordet imod os.
“Jeg skal ikke have flere”, siger jeg uden at uddybe og prøver at lægge emnet ned, før vi kommer i gang. Det er på ingen måde mit yndlingstema. Kollegaen ved siden af slår blikket ned uden at sige noget.
“Ej, du skal da have én til”, fortsætter tre-børns moderen. “De har så meget glæde af hinanden!”
“Det kan godt være, men jeg vil også gerne have lidt glæde af min mand”, svarer jeg og smiler bredt, som om jeg kun mener det i sjov. Det gør jeg ikke. Min sidemand er stadig tavs.
“I skal jo bare få dem i rap, så er det snart overstået. Og de passer jo hinanden”, bliver vores erfarne kollega ved. Hun kører ufortrødent på, og jeg fornemmer, at jeg er nødt til at tilbyde noget mere substantielt for at bremse hendes kampagne.
“Jeg har aldrig forestillet mig børn i mit liv, så jeg synes faktisk, at det er en stor mundfuld”, siger jeg og får venlige blikke fra de ældre kvinder rundt om bordet for min ærlighed. Men det stopper ikke tre-børns moderen. Tværtimod virker det som om, samtalen nu bliver anderledes interessant for hende.
“Men det er jo bare, fordi du har alt for meget tid til at tænke på dig selv, når du kun har et barn”, konkluderer hun selvsikkert. “Du skal bare kaste dig ind i kampen og overgive dig. Børn er den ultimative kærlighed. Hvad så med dig?”. Tre-børns moderen kigger insisterende på min tavse sidemand.
“Jeg får ikke flere”, siger hun kort.
“Nej, men hvad pokker sker der?”, himler tre-børns kollegaen nu op og ser rundt på de øvrige kvinder ved bordet for at hente opbakning.
“Er det virkelig det, vi har fået ud af at sende kvinderne på arbejdsmarkedet? Vi er nødt til at lave nogle flere børn, ik’?”, siger hun henvendt til min sidemand og giver hendes arm et klem som for at understrege, at de står sammen om at producere næste generation.
“Jeg kan faktisk ikke få børn”, svarer min sidemand stille. “Vi har prøvet at få børn i otte år, og det har simpelthen været så hårdt. Lægerne ved ikke, hvordan vi har kunnet lave Linea, så vi er bare lykkelige over, at vi har fået hende”.
Så er julefrokosten skudt i gang. Med den rituelle klodskasseleg, hvor selskabets forvirrende kompleksitet reduceres ved, at alle placeres i et snævert udvalg af kendte skabeloner, der gør det let og smertefrit at være sammen. Et udvalg, hvor kvinder glider nemt og ubesværet ned i klodskassens mørke mor-hul. Undtagen dem, der ikke gør, og som derfor ufrivilligt udfordrer.

Modsat Lineas mor har jeg selv valgt, men det var ikke et let valg. Ikke fordi jeg gerne ville have flere børn. Det har jeg aldrig haft lyst til. Men der må jo være en god grund til, at børnehavebørn leger “far, mor og børn“. Det var i lang tid min pisk: Er det ikke synd for ham at vokse op uden en søster eller bror? Kender jeg overhovedet nogen glade enebørn? Bør vi ikke give ham en legekammerat, som han kan nyde sin barndom med?

Kvinder er mødre, og mænd går til fodbold. Sådan er det i kantinen, til familiefest hos onkel Bent og over køledisken i supermarkedet. Så er alting meget lettere – ikke mindst den gratis rådgivning:

“Det er meget nemmere at have to, for så kan de lege sammen” (samtlige vennepar med flere børn)
“Det er da synd for ham, at han skal være enebarn” (kvinde fra mødregruppen).
“Det er da egoistisk kun at få et barn” (tante Karen på mandens side).
“Samfundet har jo brug for arbejdskraft” (mandlig kollega først i tyverne).
“Det er da skønt og kvindeligt at være mor” (mandlig bekendt).
“Når I laver så smukke børn, skal I da have flere” (mandens mandlige kollega med to børn).
“Nu I er i gang, kan I lige så godt blive ved” (svigermor). 

(Fyld selv ud)

———————————————————————————————————————
———————————————————————————————————————
———————————————————————————————————————