Forfatterarkiv: morupoleret

Stadig på indskiftningsbænken

cropped-img_0844.jpg

Til julefrokost i virksomheden er jeg havnet ved et bord med lutter kvindelige kolleger. Afdelingen er ny, og vi kender ikke hinanden særligt godt, men mange af de store linjer er blevet udvekslet de sidste måneder ved kaffemaskinen – beskæftigelse, børn og bopæl. Min ene kollega, som har tre børn, går derfor hurtigt i gang med at massere mig og min yngre sidemand, der netop er vendt tilbage fra barsel.
“Nå, hvornår skal I så have én mere?”, spørger hun med et drilsk smil og læner sig ind over bordet imod os.
“Jeg skal ikke have flere”, siger jeg uden at uddybe og prøver at lægge emnet ned, før vi kommer i gang. Det er på ingen måde mit yndlingstema. Kollegaen ved siden af slår blikket ned uden at sige noget.
“Ej, du skal da have én til”, fortsætter tre-børns moderen. “De har så meget glæde af hinanden!”
“Det kan godt være, men jeg vil også gerne have lidt glæde af min mand”, svarer jeg og smiler bredt, som om jeg kun mener det i sjov. Det gør jeg ikke. Min sidemand er stadig tavs.
“I skal jo bare få dem i rap, så er det snart overstået. Og de passer jo hinanden”, bliver vores erfarne kollega ved. Hun kører ufortrødent på, og jeg fornemmer, at jeg er nødt til at tilbyde noget mere substantielt for at bremse hendes kampagne.
“Jeg har aldrig forestillet mig børn i mit liv, så jeg synes faktisk, at det er en stor mundfuld”, siger jeg og får venlige blikke fra de ældre kvinder rundt om bordet for min ærlighed. Men det stopper ikke tre-børns moderen. Tværtimod virker det som om, samtalen nu bliver anderledes interessant for hende.
“Men det er jo bare, fordi du har alt for meget tid til at tænke på dig selv, når du kun har et barn”, konkluderer hun selvsikkert. “Du skal bare kaste dig ind i kampen og overgive dig. Børn er den ultimative kærlighed. Hvad så med dig?”. Tre-børns moderen kigger insisterende på min tavse sidemand.
“Jeg får ikke flere”, siger hun kort.
“Nej, men hvad pokker sker der?”, himler tre-børns kollegaen nu op og ser rundt på de øvrige kvinder ved bordet for at hente opbakning.
“Er det virkelig det, vi har fået ud af at sende kvinderne på arbejdsmarkedet? Vi er nødt til at lave nogle flere børn, ik’?”, siger hun henvendt til min sidemand og giver hendes arm et klem som for at understrege, at de står sammen om at producere næste generation.
“Jeg kan faktisk ikke få børn”, svarer min sidemand stille. “Vi har prøvet at få børn i otte år, og det har simpelthen været så hårdt. Lægerne ved ikke, hvordan vi har kunnet lave Linea, så vi er bare lykkelige over, at vi har fået hende”.

Så er julefrokosten skudt i gang. Med den rituelle klodskasseleg, hvor selskabets forvirrende kompleksitet reduceres ved, at alle placeres i et snævert udvalg af kendte skabeloner, der gør det let og smertefrit at være sammen. Et udvalg, hvor kvinder glider nemt og ubesværet ned i klodskassens mørke mor-hul. Undtagen dem, der ikke gør, og som derfor ufrivilligt udfordrer.
Modsat Lineas mor har jeg selv valgt, men det var ikke et let valg. Ikke fordi jeg gerne ville have flere børn. Det har jeg aldrig haft lyst til. Men der må jo være en god grund til, at børnehavebørn leger “far, mor og børn”. Det var i lang tid min pisk: Er det ikke synd for ham at vokse op uden en søster eller bror? Kender jeg overhovedet nogen glade enebørn? Bør vi ikke give ham en legekammerat, som han kan nyde sin barndom med?
Kvinder er mødre, og mænd går til fodbold. Sådan er det i kantinen, til familiefest hos onkel Bent og over køledisken i supermarkedet. Så er alting meget lettere – ikke mindst den gratis rådgivning:

“Det er meget nemmere at have to, for så kan de lege sammen” (samtlige vennepar med flere børn).
“Det er da synd for ham, at han skal være enebarn” (kvinde fra mødregruppen).
“Det er da egoistisk kun at få et barn” (tante Karen på mandens side).
“Samfundet har jo brug for arbejdskraft” (mandlig kollega først i tyverne).
“Det er da skønt og kvindeligt at være mor” (mandlig bekendt).
“Når I laver så smukke børn, skal I da have flere” (mandens mandlige kollega med to børn).
“Nu I er i gang, kan I lige så godt blive ved” (svigermor).

(Fyld selv ud)

——————————————————————————————————————————————————————————————————————————————————————————

 

 

 

 

Er vi kvinder virkelig så svære at finde ud af, når vi får børn?

IMG_3929

Claus, en gammel bekendt fra folkeskolen, skrev til mig forleden: ”Har lige læst ”MOR” – wow, sikke en bog. Godt nok er jeg en mand, men bogen var meget vedkommende. Jeg har en datter og en søn og er netop blevet skilt (af grunde jeg lige har læst om i din bog)”.
Den havde jeg ikke lige set komme. Kan “MOR” læses som en “Kvinder-der-får-børn for dummies”? Som kærester, ægtefæller og eksmænd kan få noget ud af? Noget kunne tyde på det.
Janus, en cool virksomhedsejer fra mit netværk, skrev også til mig og var begejstret: ”Kan varmt anbefales, også til fædre” – og Maja fra min studietid, som jeg ikke har talt med i årevis, har overtaget ”MOR” fra sin mand, der købte den efter at have hørt mig i Forældreintra på Radio 24syv. Selv flabede René Fredensborg, værten på Forældreintra, sagde i radioen: ”Det, der gør bogen så stærk, er, at Tine tør undlade at passe ind i stereotypen – og samtidig tør skrive om det”.

Hmm. Hvad siger min egen mand egentlig?

”Jeg blev rørt, men også overrasket over, hvor ærlig du er i bogen. Jeg ville gerne have læst den, da vi blev forældre, for du fortalte ikke særligt meget om, hvad der foregik indeni dit hoved”.

Sig noget mere …

”Jeg tror, mænd er glade for din bog, fordi det, de mest hører fra deres kvinder, er irettesættelser og frustrationer.  Så får man skæld ud over en madpakke, der ikke er smurt rigtigt, eller fordi man vil have sex, når barnet endelig sover. Men det handler jo i virkeligheden tit om noget andet for jer, om noget langt mere sårbart, og det vil vi mænd jo faktisk gerne snakke om”.

Okay?

”Og så ville det være fedt, hvis I slappede lidt mere af. Du var så fokuseret på, at vi skulle have kvalitetstid sammen med ham. Du synes, vi skulle lege med ham hele tiden, når vi havde fri. Det var slet ikke afslappende for dig, men ved Gud heller for mig. Det drejede sig kun om Bobs behov – ikke vores – så jeg følte, at jeg skulle præstere en hel masse for at leve op til dine krav. Det var hårdt. Men heldigvis var vi ikke galakser væk fra hinanden. For hvis nærværet også mangler, kan jeg sgu godt forstå, hvis mænd går ud i garagen i stedet for og skruer på et eller andet”.
Tak. Tror jeg nok. Kender du også en mand, der ville blive glad for at høre, hvad der sker på indersiden af den moderne mor? Så giv ham ”MOR”.

Indlæg Kristeligt Dagblad

KD

Kommunikationskonsulent: Politikere kan ikke tørre fordeling af barslen af på familierne

Under barselsorloven får kvinder skruet sig ned i en lang spiral af amning, tøjvask og rengøring, som ubemærket fortsætter, når kvinden er tilbage på jobbet, skriver kommunikationskonsulent Tine Skovmøller, der er aktuel med bogen ”Mor”.

TV2 Fyn

TV2 F

12/10 2017: MOR i TV2Fyn

Det at blive mor, er lig med ubetinget kærlighed og skønne gylpefri instagram-øjeblikke. Det er i hvert fald det billede, mange gerne vil dele med omverdenen. Mere sjældent er det, at mødre fortæller, hvordan de er brudt sammen med angst-anfald på åben gade, fordi det føltes kaotisk at blive mor – men netop det fortæller fynboen Tine Skovmøller om i sin nye bog, der hedder MOR. Vi havde hende i studiet til en snak herom.

Anbefalet af Helen Lyng Hansen

Helen

MOR på netsundhedsplejersken.dk

Bogen MOR er en hudløs beretning om, hvordan det også er at få et barn. Der findes rigtig mange normer og historier om, hvordan det er at få et barn, og dette er en fortælling om kærlighed, men også om forundring, afsavn, kaos, galskab og skam. Alt det som naturligt også kan fylde, når et barn bliver en del af livet.

Fem nye fynske bøger i Fyens Stiftstidende

Fem nye fynske bøger

25. november 2017: Fem nye fynske bøger

Kommunikationskonsulent Tina Skovmøller, født og opvokset på Sydfyn, har skrevet “Mor”, der er en lille, lun og velfortalt bog om at blive og være mor. En bog om både de gode, grimme og uventede følelser, der opstår med moderrollen. Et velanbragt spark til den ellers så rosenrøde fremstilling af moderskabet. Udkommet på Egolibris.

Bogforum 2017

I dag var jeg til Bogforum for at snakke med Leila Stockmarr om min bog “MOR” – og om det svære ved at blive mor og balancere kærligheden til barnet, livet, manden, vennerne, jobbet og alt det andet, der stadig er vigtigt og værdifuldt, selv om man har fået et barn.

 

Barselslektionen

IMG_3501

“Hvad fanden skete der lige dér?”, spørger min veninde retorisk, da vi drikker en hastig kaffe på vej hjem fra arbejde til vores respektive familier. Hun har samme formiddag overtaget en opgave for en kollega, der netop har sygemeldt sig med en diskusprolaps. Min veninde har i forvejen ansvaret for tre store projekter, skal holde børnefødselsdag for den ældste om to dage, hendes mand er på opgave i udlandet, og hendes hals har gjort ondt i flere uger.

“Jeg sagde egentlig først nej”, siger hun undskyldende, “for jeg synes godt nok, jeg har hænderne fulde derinde, og hele næste uge skal jeg på Management-kursus i Oslo. Det har ledelsen endelig bevilliget. Men det bliver nok lidt svært at prioritere nu”.

“Men var der ikke en anden, der kunne tage opgaven?”, spørger jeg.

“Joo, det var der vel. Men hun (chefen, red.) ville gerne have, at jeg tog den. Den ligger også bedst til mig”, svarer hun.

Hunden er menneskets bedste ven, siger man. Og det er kvinden også, når hun har været på barselsorlov i seks, ti, 12 eller flere måneder og først og fremmest har lært at sætte sine egne behov til side. Og logre hver gang, nogen kaster en bold, for mon ikke vi får en godbid, hvis vi (også) henter den?

Kvinden bærer og nærer barnet i ni måneder. Føder, ammer, holder og nusser, og hendes barselshverdag handler på alle måder om at kaste sin psyke og krop ind i at give barnet en tryg og god start på livet. Og det gør hun selvfølgelig. Det gør mænd selvfølgelig også. Men den store forskel er, at kvinder er langt mere sammen med børnene, når de er spæde, end mænd, fordi kvinden tager markant mere orlov. Derfor bliver hun hurtigt menneskets nye, bedste ven.

Det er en stor udfordring at lære noget helt fra bunden midt i et voksenliv med uanet personlig frihed og den altid bydende mulighed for at dygtiggøre sig til perfektion. Men kvinder går helhjertet til opgaven – ud fra Labrador-logikken: Næsen i sporet og bliv ved, indtil du er færdig.

Under barselsorloven får vi derfor hurtigt skruet os ned i en endeløs spiral af amning, vuggeviser, babysvømning, tøjvask, rytmik, hjemmelavet broccolimos, indkøb, aftensmad til resten af familien og rengøring – som ganske ubemærket fortsætter, når vi er tilbage på jobbet: Nu med madpakker, ekstra regntøj i vuggestuen, ny flyverdragt, forældremøder, “hente før 16.00”-mantraer, børnegymnastik osv.

Min travle veninde har været igennem barselslektionen to gange. Selv om flere ting var lettere anden gang, så har to børn gjort det endnu sværere at løfte næsen op af sporet og puste ud. Tværtimod giver hun den nu fuld skrue. Fordi hun kan. Og hvad gør i øvrigt én opgave fra eller til.

Selv den mest vedholdende hund bliver dog træt på et tidspunkt. Og med næsen så langt nede i sporet, er det mere end svært at være til stede andre steder end i den bløde muld – og dermed på vej henimod næste opgave, som ligger et mulehår længere fremme. Erfaringen viser, at Labrador-logikken desværre ikke er let at lægge fra sig efter mange måneder på barsel. For den er i forvejen en naturlig del af mange kvinders mindset og harmonerer ideelt med den moderne kvindes bestandige stræben efter perfektionisme, hendes konsekvente overvurdering af døgnets timer og den iboende disposition til at tage sig af og bygge rede – der kun forstærkes af, at vi er anderledes fysisk knyttet til vores børn end mænd (uanset hvor svært vi i vores store udrulning af ligestilling har ved at rumme de forskelle, der nu engang er på kvinder og mænd).

At barnet voksede indeni mig, boksede mig i ribbenene og kom ud af min mave mærkede min krop for altid. Når han græder, kan jeg mærke ham helt ind i skelettet, og mit instinkt byder mig at ile ham til undsætning, selv om hans far er tættest på. For min lille hårbold er en del af mig, og graviditeten har modnet mig til at drage omsorg for mit afkom.

Manden og jeg var helt enige om fordelingen af barselsorloven – han har sit eget firma, og jeg var lønmodtager, så det krævede ikke meget overvejelse. Men jeg var ikke forberedt på, at barselslektionen skulle spænde så meget ben for ligestillingen hjemme hos os. Jeg slipper gerne en stor fanfare løs for de seje, moderne fædre, der også kæmper for at få hverdagen til at hænge sammen, knokler på jobbet og går langt for at gøre livet lettere for mødre og børn. Jeg er så ovenud heldig at bo sammen med et pragteksemplar. Deres indsats ændrer dog ikke ved, at det kræver en overordentlig stor indsats af mødre at træde ud af rollen som familiens altoverskyggende primærperson, når vi starter på job igen efter endt barsel – ikke mindst fordi den rolle i bund og grund også er ret komfortabel: Man kan være sikker på, at man hver dag gør en synlig forskel, og især får man lov til at træffe de centrale valg på familiens vegne såsom farven på flyverdragten, og om kagen til forældrearrangementet er købt i Føtex eller hjemmebagt. Men hvis vi ikke løfter snuden op af sporet, kommer barselslektionen også til at diktere rollefordelingen i vores familier, præcis som den gjorde hos vores forældre. Med den store forskel, at vores mødre brugte markant færre timer på både uddannelsen og arbejdsdagen.

Min veninde skal nok klare både børnefødselsdag, arbejdsopgaver og hverdagen hjemme med to børn og en mand i udlandet. For hun er menneskets bedste ven. Som mange andre mødre – der lever i overhængende fare for at ende på Burger King i fucking Fields på deres fødselsdag og blive fejret med en fedtet Whopper med ekstra salat: Bare fordi det var den eneste dag, vi (læs: jeg) kunne nå at købe fodboldstøvler og benskinner til barnets første fodboldtræning. Men det betyder jo i virkeligheden heller ikke så meget. Der er kun et år, til jeg har fødselsdag igen.